VEDTÆGTER

Fritidshusejernes Sammenslutning ( Vedtægter.html )

Vedtægter for FSNR
Fritidshusejernes Sammenslutning i Nykøbing-Rørvig



1. Navn og hjemsted. Sammenslutningens navn og hjemsted er "Fritidshusejernes Sammenslutning i Nykøbing-Rørvig Kommune"

2. Formål. Sammenslutningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser, f.eks. overfor statslige, amtslige og kommunale myndigheder samt at fremme medlemmers interesser gennem samarbejder med fritidshusejersammenslutninger i andre kommuner og amter.

3. Medlemmer. Som medlem kan optages alle fritidshusejerforeninger, ejerlaug, vejlav o.l., hvis virkeområde er beliggende i Nykøbing-Rørvig kommune, og hvis formål det er at varetage medlemmers interesse i deres egenskab af fritidshusejere.

Endvidere kan fritidshusejere optages som enkeltmedlemmer af sammenslutning, når der ikke er mulighed for at være tilsluttet en lokal forening, ejerlaug, vejlav o.l. Disse enkeltmedlemmer udgør en gruppe, som er sidestillet i sammenslutningen med en fritidshusejerforening, ejerlaug, vejlav o.l.

4. Repræsentantskab. Repræsentantskabet er sammenslutningens højeste myndighed og består af 1 stemmeberettiget repræsentant pr. påbegyndt 200 medlemmer fra de tilsluttet foreninger. Gruppen, der omfatter enkeltmedlemmer, har 1 stemmeberettiget repræsentant pr. påbegyndt 200 medlemmer.

5. Ordinært repræsentantskab. Skal afholdes hvert år i maj eller juni måned. Indkaldelse til mødet med angivelse ag dagorden, der mindst skal inde holde punkterne:

  • Valg af dirigent.

  • Godkendelse af referat fra sidste møde.

  • Forretningsudvalgets beretning.

  • Regnskabet forelægges til godkendelse og decharge.

  • Vedtægtsændringer (vedlagt).

  • Forslag fra forretningsudvalg og medlemmer.

  • Fastsættelse af kontingent for næste år.

  • Valg til forretningsudvalg og revision.

  • Eventuelt.

skal ske mindst 3 ugers varsel til formændene for de tilsluttet foreninger samt til hvert enkeltmedlem.

Dirigenten afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Er et medlem i kontingentrestance, medfører det tab af stemmeret.

Forslag, der ønsket behandlet på repræsentantskabsmødet, skal skriftligt være formanden i hænde senest 1. april. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal.

Til ændring af vedtægterne kræves dog 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

6. Ekstraordinært Repræsentantskabsmøde. Skal afholdes, når mindst 1/4 af de tilsluttede foreninger fremsætter skriftligt ønske herom, eller når forretningsudvalget finder det fornødent. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes senest 2 uger efter at ønske herom er fremsat med mindst 14 dages og højst 4 ugers varsel på samme måde som de ordinære repræsentantskabsmøder.

7. Forretningsudvalget. Sammenslutningen ledes af et forretningsudvalg på 5 medlemmer, der vælges af repræsentantskabet af dettes egen midte.

Formand og kasserer vælges særskilt. Alle valg gælder for 2 år, således at der skiftevis afgår 2 og 3 medlemmer.

Forretningsudvalget konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.

Som suppleanter til forretningsudvalget vælger repræsentantskabet 2 repræsentanter for 2 år, således at der er 1 repræsentant på valg hvert år.

Ingen forening kan være repræsenteret i forretningsudvalget med mere end 1 medlem.

Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når formand/næstformand og mindst 2 andre repræsentanter er til stede.

8. Regnskab og revision. Sammenslutningens regnskabsår er kalenderåret. Det reviderede regnskab for det forløbne år sendes til de tilsluttede foreninger samt til hvert enkeltmedlem sammen med mødeindkaldelsen til det ordinære repræsentantskabsmøde.

Regnskabet revideres af to revisorer, der er valgt for to år ad gangen af repræsentantskabet af dettes egen midte, så de er på valg hvert andet år.

Kassereren er ansvarlig for sammenslutningens regnskabsførelse og -afslutning.

Han meddeles fuldmagt til foreningens konti og må foretage udbetalinger, såfremt bilagene er attesteret af enten formand eller næstformand.

I tilfælde af kassererens forfald fungerer sekretæren i hans sted.

Kontingentet, der fastsættes til ét beløb pr. medlem i de tilsluttede foreninger og et andet beløb pr. enkeltmedlem. forfalder til betaling pr. 1. januar og skal betales senest 3 uger efter første opkrævning og fastsættes på det årlige repræsentantskabsmøde for det næste kalenderår.

9. Udtrædelse. Et medlem kan uden krav på sammenslutningens formue udtræde af sammenslutningen med 6 måneders skriftlig varsel til udgangen af et kalenderår.

10. Eksklusion. Hvis et medlem bevidst modarbejder sammenslutningens interesser, eller hvis det trods påkrav ikke betaler kontingent, kan det ekskluderes ved beslutning på repræsentantskabsmødet, når forslag herom er optaget på dagordenen for mødet. Eksklusionen medfører intet krav på sammenslutningens formue.

11. Opløsning. Til opløsning af sammenslutningen kræves der ved et ordinært repræsentantskabsmøde 2/3 af samtlige stemmeberettigede stemmer. Opnås det fornødne flertal ikke, kan opløsningen vedtages på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvis 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.

Hvis opløsningen vedtages, skal sammenslutningens formue fordeles mellem de tilsluttede foreninger og enkeltmedlemmer i forhold til kontingentbetalingerne i det sidste afsluttede regnskabsår.

Vedtaget på det stiftede møde Søndag d. 16. juni 1974
Nyskrevet juli 1996 svarende til originalen.